Derfor er vi mere end almindeligt glade for, at vores bestyrelse nu er udvidet med yderligere to skarpe, kommercielle, profiler, som har sagt ja til at smøge ærmerne op og gå en ekstra mil for Aarhus HC’s succes.

Rasmus Leth Johanson, CFO i Scandinavian Print Group (Lasertryk), træder ind i bestyrelsen med et stærkt fokus på vores økonomiske set up og performance. Med Rasmus får vi en knivskarp, analytisk profil med på holdet, som i sin erhvervskarriere har opnået stor anerkendelse.

– Jeg har fulgt etableringen af Aarhus HC på sidelinjen, både som håndboldinteresseret århusianer og som nysgerrig erhvervsleder. Den unikke konstruktion med en almennyttig fond, som ejer håndboldselskabet, giver os helt nye muligheder for at udvikle et fælles Aarhus-hold. Og så byder det også på nogle faglige udfordringer, jeg glæder mig til at byde ind på, siger Rasmus.

Steen Espersen McCormick har allerede i en længere periode dedikeret en stor del af sin fritid til det organisatoriske arbejde i Aarhus HC. Steen er partner og stifter af 5R People – Danmarks største kontaktcenter – og kommer med et unikt strategisk og organisatorisk blik for udviklingen af en organisation som vores.

– Mit hjerte har altid banket for håndbolden i Aarhus. Og da Aarhus HC dukkede op af støvet, kunne jeg ikke lade udfordringen ligge. Jeg har fulgt organisationen, som endnu er båret af et enormt frivilligt engagement, men nu er vi også klar til at træde yderligere op på scenen. Det glæder jeg mig til at bidrage til, siger Steen.

Bestyrelsesformand Carsten Led-Jensen glæder sig over, at det er lykkedes at udvide bestyrelsen i Aarhus HC:

– På blot halvandet år er vi nået langt, og vi følger fortsat vores strategi, om at sikre et økonomisk bæredygtigt fundament via en stor portefølje af kommercielle partnerskaber. Med vores udvidede bestyrelse har vi fået tilført nogle kompetencer, som kan bringe os sikkert videre og som vil være i stand til både strategisk og i dagligdagen at skabe ekstraordinære resultater.

Aarhus HC’s bestyrelse består nu af:
  • Carsten Led-Jensen, formand
  • Klaus Gad
  • Peter Bredsdorff-Larsen
  • Ole Kjeldgaard
  • Steen Espersen McCormick
  • Rasmus Leth Johanson