Styregruppe-medlemmer fra moderklubberne HEI, VRI, Brabrand, Skovbakken, Viby og Stavtrup har i foråret, i samarbejde med den sportslige ledelse i Aarhus HC, knoklet for at sætte rammerne om et stærkt talentmiljø i Aarhus. Derfor er det også et ekstra stærkt setup, vi kan tilbyde i Aarhus:

Den hovedansvarlige for U19 gruppen er Martin Hjortshøj, og han vil i varetagelsen af aktiviteter for hold 1 blive assisteret af Thomas Pedersen, der i en årrække tidligere har trænet årgang 2004 fra HEI og HEI/VRI.

Desuden vil trænerteamet i Aarhus HC U19 bestå af Brian Laursen, der er ansvarlig for aktiviteterne for hold 2. Brian er mangeårig ungdoms- og seniordivisionstræner i forskellige klubber i og omkring Aarhus. Til at hjælpe Brian med aktiviteterne for hold 2 har Aarhus HC peget på Andreas Voldby, der i nogle år har trænet forskellige hold i HEI og HEI/VRI.

Stærk kobling til Aarhus HC-herrernes stab

Med en del håndboldaktiviteter ugentligt for U19-gruppen kræves et sundhedsteam, der kan byde ind på øverste hylde, når det gælder fysisk træning, fysioterapi etc.

Vi er i Aarhus HC utroligt glade for, at Søren Lavrsen og Tom Jensen nu udgør et sundhedsteam, der også kan bidrage til U19-gruppen.

Søren Lavrsen er fysisk træner under Team Danmark og har tidligere været fysisk træner for bl.a. Bjerringbro-Silkeborgs ligaherrer. Han er pt fysisk træner for det færøske herrelandshold.

Tom Jensen er fysioterapeut, tidligere målvogter i landets bedste række og har i en årrække været fysioterapeut for bl.a. Bjerringbro-Silkeborg. Han er pt fysioterapeut for det færøske herrelandshold. Udover at agere fysioterapeut kommer Tom også til at bidrage med noget målvogtertræning.

For U19 gruppen har perioden frem til sæsonstart stået på haltræning, fysisk træning, beach handball, træningskampe og træningsstævner, ligesom gruppen har haft en aktivitetsdag i Skæring lørdag den 19. august, hvor var U19-talenter var samlet til aktivitetsdag.

En dag der bød på træningskampe, og en masse hygge og forskellige aktiviteter. Blandt andet Petanque, Spikeball, Beachsoccer, Basketball og Pitjau. Dagen sluttede med fælles aftensmad i @heisportscafe.

Vi har et stort ønske om at skabe en rød tråd fra alle de århusianske håndboldklubbber og op til Aarhus HC. Derfor involverer talent-setuppet i Aarhus HC også dygtige U17-spillere fra Aarhus-klubberne i træning og andre aktiviteter i Aarhus HC U19-regi. I går havde vi derfor seks U17 spillere fra HEI/VRI med i træningen (se de seks seje gutter her).

På vegne af træner- og lederteamet i Aarhus HC U19,

Martin Hjortshøj