Det er en gennemrutineret og knivskarp Simon Sejr, som efter syv sæsoner i udlandet, nu vender hjem til sin fødeby.

Simon Sejr spiller i øjeblikket i den bedste franske række for USDK Dunkerque. I sidste sæson var han med til at spille Ballingen op i Bundesligaen. Og den gode smag af oprykning, er noget af det, der har fået Simon til at vende hjem til Aarhus.

– Det var en rigtig fed oplevelse at være med til at rykke op med Ballingen, og jeg håber meget, at vi kan få skabt den samme eufori i Aarhus i den kommende sæson, fortæller han.

Hærdet efter syv sæsoner i udlandet
– Jeg er nok gået en lidt anden vej, end de fleste. Da jeg flyttede hjemmefra for første gang, var det en rejse på 2000 km mod nord til Bodø i Norge. Jeg har lært utrolig meget af mine ophold i både Norge og Sverige og senest i Tyskland og Frankrig. Både som menneske og som håndboldspiller.

– Særligt i Tyskland og Frankrig er der et helt andet tryk fra omgivelserne, end vi er vant til i Danmark. Her forventer tilskuerne, at man leverer 110 % hver gang. Og man får klar besked, hvis ikke. Det er noget af den dedikation og professionalisme, jeg håber at jeg kan bringe med til Aarhus, siger han.

At det lykkedes Aarhus HC at få Simons underskrift for næsen af andre danske topklubber, skyldes flere ting:
– Det betyder selvfølgelig noget, at jeg nu kan komme hjem til min gamle by og kan være med til at skabe et nyt aarhusiansk storhold. Jeg har fulgt Aarhus HC hernede fra og kender også flere af spillerne omkring holdet. Og jeg kan se, at der nu er et projekt som virkelig har ambitioner og kræfter til at tage de næste skridt. Det glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af, siger Simon Sejr, der spillede i VRI og HEI/VRI som ungdomsspiller samt på Aarhus Håndbolds U18-hold.

Fredsgaard stopper
Sportschef Morten Jensen kunne samtidig med den glædelige nyhed bekræfte, at vi til den kommende sæson desværre må sige farvel til Jens Fredsgaard i truppen, som nu stiller sine håndboldsko i skabet.
– Siden det i november stod klart at vi skulle finde en afløser for Jens Fredsgaard, har Simon Sejr haft vores højeste prioritet. Simon er det perfekte match til Aarhus HC. Han er opvokset i det aarhusianske håndboldmiljø og har siden været i udlandet og samlet stor erfaring i Norge, Sverige, Tyskland og nu Frankrig. Og jeg ser det som et kæmpe tumps-up, at vi nu i Aarhus har et projekt, som kan tiltrække en profil som Simon.