Vi har fået Teis Horn og Peter Krogh hjem fra det færøske EM-eventyr – og med en fantastisk oplevelse i bagagen har de sluttet sig til resten af truppen med ny inspiration og motivation.

Siden julepausen har vi arbejdet målrettet for at sikre os det bedste fysiske ståsted, inden de kommende måneder, som kommer til at byde på et meget tætpakket kampprogram (to kampe i snit pr uge).

– Vi ved, at det bliver en krævende februar. Men hvis vi er dygtige nok, kan vi hægte os på topholdene i rækken. Og det er en stor motivationsfaktor for os alle, siger cheftræner Mads Hjortshøj.

Startfløjtet lyder på fredag, hvor vi løber på banen i Odense. Ugen efter byder på to kampe – ude mod Skovbakken (8/2) og så den første hjemmekamp søndag (11/2), hvor topholdet Grindsted kommer til Skæring.

– Vi glæder os vildt til at komme i gang igen og håber på samme store tilskueropbakning  til vores kampe som i efteråret, siger Mads.

Du kan se livebilleder fra udekampen mod Odense på fredag på Tophåndbold (kampstart 18.45).

#sammenomaarhus