Lokalopgør med alle ingredienser – en livret for håndboldelskere.
Søndag får vi besøg af Skovbakken i et ægte lokalbrag. Skovbakken er kommet rigtig godt fra land med 3 point i de første to kampe – så der er lagt op til en rigtig lækkerbidsken for alle håndboldelskere.
Efter gyserafslutningen i premierekampen mod TSØ, var vi i fredags oppe mod en af årets oprykningsfavoritter, HØJ. Det blev (også) en tæt afære, men desværre med HØJ som vinder til sidst. Så nu tørster vi efter en sejr.
Cheftræner Mads Hjortshøj er trods vores endnu beskedne pointhøst optimistisk:
– Trods for nederlaget i HØJ, så synes jeg, at der var mange gode elementer, vi kunne tage med fra Sjælland i fredags. Vi havde alle mand klar til kamp, og alle er stadig til rådighed i denne uge. Forsvarsmæssigt bliver det igen Peter Krogh, Nikolaj Mogensen og Teis Horn, der får travlt med at holde Skovbakken fra at komme for nemt til scoringer i midten, og så bliver duo’en med Jens Fredsgaard og Alexander Kvist i målet ligeledes vigtig, som altid.
Når det gælder offensiven, så peger Hjortshøj på vores fløje som en af nøglerne til at komme til scoringer. Altså mere spil ud over kanterne og meget gerne endnu flere kontrascoringer. Noget vi allerede så flere prøver på i premierekampen.
– Skovbakken har et homogent hold – men det er værd at fremhæve Anders Gade (VB), der er rigtig godt skydende, så her ligger en opgave, vi skal løse defensivt. Når det gælder Skovbakkens forsvar, så har de for vane at dække en lidt mere offensiv version af et 6:0 forsvar. Ja – faktisk også i en udgave, der er meget offensiv.
Der er med andre ord lagt op til en tempofyldt affære, fyldt med prestige, indbyrdes rivalisering nerver og vigtige point på højkant. Vi glæder os!
- Endnu en gang skal vi have etableret en god defensiv. Den er nøglen til vores succes i alle kampe.
- Vi skal gerne lykkes med at lave flere mål på omstillinger (kontra), så det arbejder vi stadig med at blive bedre til.
- Vores spil med bolden (angrebsspillet) bliver bedre, men vi skal i kampen mod Skovbakken forsøge at gøre den/de perioder, hvor vi angrebsmæssigt har det svært, kortere og sikre, at de ikke kommer til at koste for meget på måltavlen.
Kampstart:
Søndag 17. september 17.30 i Skæringhallen.
Billetsalg – som altid i døren. Så kom i god tid.