Ligatræner til Aarhus HC
Det bliver et kendt ansigt i det lokale håndboldmiljø, som fra den kommende sæson skal stå i spidsen for Aarhus HC’s 1. divisionsherrer.
Mads Hjortshøj, som i dag træner ligaherrerne i HC Midtjylland, rykker ’hjem’ til Aarhus og bliver ny cheftræner for Aarhus HC. Tobias Thorsen fortsætter også omkring holdet men i ny trænerrolle som assistenttræner.
– Med Mads Hjortshøj får vi en trænerprofil fra den øverste hylde, som ved hvad der skal til for at bringe os det næste skridt på vores ambitiøse rejse. Samtidig er vi ovenud glade for, at Tobias Thorsen – som står bag vores første sæson i Aarhus HC – fortsætter i trænerteamet. Vi har ganske enkelt fået den bedst tænkelige trænerduo med dybe rødder i det århusianske håndboldmiljø, siger medlem af Aarhus HC’s sportslige udvalg, Morten Jensen.
Mads Hjortshøj har en flot fortid i det århusianske håndboldmiljø, hvor han igennem flere år var med til at udvikle U-19 talenterne. Da HEI´s herrer rykkede i 1 division kom han til som cheftræner og var med til at lægge fundamentet for det videre projekt, som nu – fem år senere – blev til Aarhus HC. De seneste fire sæsoner har Mads Hjortshøj været cheftræner og talentchef i HC Midtjylland og været arkitekten bag klubbens opstigning fra 1. division til ligaen.
Selv siger Mads Hjortshøj om den nye opgave:
– Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at komme tilbage til Aarhus og Aarhus HC. Inden jeg tog til HC Midtjylland, havde jeg nogle rigtig gode år i Aarhus. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage i det århusianske håndboldmiljø og fortsætte arbejdet i Aarhus HC.
– Jeg synes, at Aarhus HC er et spændende projekt og allerede nu har en spillertrup med stor kvalitet. Der er et fint mix af spillere med erfaring og “know-how”, og spillere med ungdommeligt gå-på-mod og potentiale. Samtidig forventer jeg, at vi over tid kan udvikle på både setup, spillertrup og projektet, så vi kan skabe et endnu stærkere håndboldmiljø og herrehold i Aarhus.
Mads Hjortshøj har indgået en 2-årig aftale med Aarhus HC.