Det glippede i Grindsted – nu gælder det Skive i Skæring
Efter et knebent nederlag mod rækkens nummer to, gælder det nu topholdet, Skive, der kommer til Skæring fredag.
I lange perioder lignede det en Aarhus-sejr, da vi i lørdags var på besøg hos et af topholdene, Grindsted. Til sidst tippede sejren desværre til hjemmeholdet. Men takterne var gode, og det er da også en optimistisk cheftræner, Mads Hjortshøj, som nu ser frem mod fredagens efterårsstorm, når topholdet Skive kommer til Skæring:
– Formen er fin, og vi har alle mand til rådighed. Og jeg glæder mig særligt over, at vi efter en lang genoptræningsperiode nu har Rasmus Just til rådighed i vores angrebsspil igen. Det vil vi arbejde meget med i løbet af ugen.
I de seneste kampe har Theis Horn vist store kvaliteter i både angreb og defensiv.
– Vi håber selvfølgelig, at Theis kan holde formen og levere godt igen. Derudover så skal vores bagspillere som gruppe gerne ramme en god kamp, hvor flere rammer topniveau, siger Mads Hjortshøj og retter sigtekornet mod fredagens opgør:
– Skive er pt. rækkens tophold og har indtil nu leveret rigtig godt i mange kampe og har indtil nu kun sat et enkelt point til i deres uafgjorte kamp i FIF. Skive har fastholdt en stor del af deres spillere fra sidste sæson og har et bredt hold med mange dygtige spillere, siger han.
Af Skive-profiler kan fremhæves Oliver Juhl (HB), Nickolei Jensen (PM) og Frederik Børm (ST).
Kampen fløjtes i gang kl. 19.30 på fredag i Skæringhallen, så der er lagt op til både fest og forrygende håndbold. Vi glæder os til at se en fyldt hal.
Must Win Battles:
- Vi skal være gode til at ”passe på bolden”, når vi har den, så vi ikke afgiver kontramål, men kan komme hjem i forsvaret og arbejde.
- Vi skal forsøge at holde tempoet højt i vores angrebsspil.
- Når vi møder de bedste hold, så har vi brug for at flere rammer deres topniveau.