Cheftræner Mads Hjortshøj ser tilbage på en sæsonoptakt, hvor mange nye Aarhus HC-spillere er kommet til.

– Optakten har været rigtig god, der er mange nye ansigter, men spillerne er virkelig gode til at involvere sig i hinanden og snakker godt sammen. Vi er i gang ved at skabe en stærk træningskultur, og selve spillet bliver bedre og bedre for hver gang vi er samlet. Formen er fin, og vi har mange spillere på gulvet og kun få begrænsninger på spillere.

Slet ingen forbehold?

– Vi arbejder stadig med at finde timing i vores angrebsspil, men har ro i maven. Det nok skal komme. Vi er mange nye, og det er noget af det svære ved at spille mange nye sammen.

Svær kamp venter

TSØ har i flere sæsoner været en del af toppen i 1.div, og var i sidste sæson ude at spille oprykningskampe mod Lemvig fra Ligaen. Holdet har stadig mange spillere fra sidste sæson. Og har derudover fået en del nye spillere til bagkæden. Af nye spillere kan Vukman, der er hentet hjem fra Mors og Lasse Hamann-Boeris, fra Rækker Mølle, fremhæves.

– TSØ ligner umiddelbart et hold der gerne vil spille hurtigt og satse lidt i omstillingsfaserne. Samtidig så forventer vi, at de vil lede efter gode muligheder for dueller eller 1 mod 1 situationer. Det bliver en hård kamp søndag mod en dygtig modstander, der ved hvad der skal til for at vinde kampe nok til at slutte i top 3, siger Mads Hjortshøj.

Vender vi blikket mod de sortklædte, så er det ikke mindst i defensiven, at Mads ser nøglen til sejr:

– Som altid så får vi brug for at stå godt defensivt, hvilket betyder, at vores målmænd Jens Fredsgaard og Alexander Kvist, gerne skal stå en god kamp. Derudover så bliver forsvaret afgørende, og især den nye trio – Peter Krogh, Teis Horn og Nikolaj Mogensen – i midten får nok ”at se til”. Angrebsmæssigt håber vi på mål fra mange, så her bliver det vores kollektiv der skal ramme en god kamp.

Must win battles iflg. cheftræneren:

Vi skal være dygtige til at passe på bolden og løbe godt retur (de må ikke lave kontramål).

Vi skal omsætte chancer til mål (vi er stadig ved at blive gode til at spille angreb, så vi har brug for gode procenter på vores afslutninger).

Vi skal dække godt op, så vi kan lave nogle mål på omstillinger (kontra).

 

Kampstart:

Søndag 3. september 17.30 i Skæringhallen.

Billetsalg – som altid i døren. Så kom i god tid.