Aarhus HC overtager HEI-Håndbold licens
Det nyetablerede Aarhus HC vil fra den kommende sæson overtage HEI-Håndbolds licens og dermed spille i den næstbedste række. Samtidig træder Aarhus HC ind med støtte – både økonomisk og sportsligt – til byens eksisterende U19-miljø. Og som et helt nyt tiltag kommer Aarhus HC til at stå for et elitært træningstilbud til alle århusianske herrehåndboldspillere op til U23 (foto: FotoTrine)
HEI-Håndbold, som i mange år har været en af landet førende håndboldklubber – ikke mindst når det gælder talentarbejdet – lægger licensen fra deres nuværende 1. divisionshold ind i det nye samarbejde.
Formand for HEI-Håndbold, Thomas Munkholm siger:
– Inderst inde, så vil vi nok alle sammen helst se vores egne foreninger stryge helt til tops. Men efter, at vi i en årrække har leveret flotte resultater som amatørhold i 1. division, må vi også erkende, at det kræver et fælles projekt, hvis vi skal nå endnu længere. Vi har allerede et fortrinligt samarbejde med de andre Aarhus-klubber omkring talentarbejdet, og med det nye håndboldfællesskab, kan vi nu løfte vores tilbud til et endnu højere niveau.
I den kommende tid skal det planlægges, hvor Aarhus HC skal træne og spille, men vi vil arbejde benhårdt på, at Aarhus HC fra år 1 bliver byens fælles hold.
Den nuværende HEI-trup er orienteret om fremtidsplanerne.
Til sæson 2022/23 er Tobias Thorsen og Ryan Zinglersen ansat som trænere for Aarhus HC’s 1. divisionshold.