Bricks og Aarhus HC samarbejder om netværk
Når du går igennem det aarhusianske bybillede, tænker du så over de mange idéer, som byen og byens bygninger er skabt ud fra? Der er lagt mange tanker bag byen, om det så er vedrørende de gamle lejlighedsbygninger i Aarhus Midtby fra starten af det 20. århundrede eller de nye arkitektonisk spændende bygninger, der pryder Aarhus Ø. Her spiller nyt og gammelt sammen i en by, som konstant er i udvikling.
Og netop sammenhængen mellem by og byggeri er helt central hos den aarhusianske virksomhed Bricks, der blandt andet står bag det flotte, nye Nicolinehus på Aarhus Ø, som har været med til at give endnu mere liv til den nye bydel og Frederiks Plads, der er med til at binde midtbyen og populære Frederiksbjerg sammen. Virksomheden står også bag Klostergaarden ved Klosterport, som er blevet forvandlet med respekt for det historiske i midtbyen.
Det er netop den form for byggeri, som de hos Bricks bestræber sig på at skabe; byggerier, som passer ind i bybilledet og er med til at skabe en bedre by.
“Vi har en holdning til det, som vi laver. Vi laver byggerier, der giver noget tilbage til det område, som byggeriet er en del af”, siger medejer af Bricks, Martin Busk, og fortsætter: “Folk skal gerne vende sig om efter vores byggerier, om de er store eller små”.
Netværket styrkes i samarbejde
På Bricks byggerier skinner det igennem, at der er blevet åbnet op for og insisteret på, at der skal skabes noget, der giver rum til sammenspil. Og det skinner også igennem i samarbejdet mellem Bricks og Aarhus HC.
I Aarhus HC er der nemlig også fokus på fællesskabet mellem samarbejdspartnerne. I samarbejdet mellem Bricks og Aarhus HC er fællesskabet blandt andet kommet til udtryk gennem netværksarbejde, som har været en helt central del af partnerskabet.
Her har Bricks nemlig været med til at arrangere et netværk for virksomheder, og som en del af netværksmødet bliver der blandt andet lagt fokus på netop aarhusiansk byudvikling.
“Vi har hjulpet en del med at arrangere, at virksomheder kan mødes i et netværk omkring Aarhus HC, og det fungerer rigtigt godt”, siger Martin Busk.
Helt konkret har Bricks været med til at etablere et af de populære netværksfællesskaber i Aarhus HC, hvor sport og netværk blandes.
Netværket kaldes PadelFriends, og her mødes virksomhedsrepræsentanter hver torsdag morgen til en hyggelig omgang padel, morgenmad og netværksmøde hos PadelStar i Højbjerg. Og hos Martin Busk og Bricks er de glade for at være med til at skabe et netværk af virksomheder, som kan mødes og skabe gode relationer.
“Det er super interessante virksomheder, der er med i netværket, og det er virksomheder, der gerne vil hinanden, så der er virkelig god harmoni”, fortæller Martin Busk.
Vil være med på rejsen mod elitehåndbold i Aarhus
Aarhus HC er skabt som et håndbold-fællesskab, og padelnetværket er en stor del af rejsen, men Aarhus HC har også en drøm om at få elitehåndbolden tilbage til Aarhus; en drøm, som man hos Bricks støtter.
“Vi synes, at det er vigtigt, at der er et håndboldhold her i byen, og den strategi og de visioner, som Aarhus HC har,er nogle, som vi godt kan se os i. Jeg er ikke i tvivl om, at det kan blive en fed rejse”, lyder det fra Martin Busk, som fortsætter: “Og så er det jo bare hyggeligt at komme ud i hallen en lørdag, hvor der er en fed håndboldkamp og en fed kulisse. Det vil jeg godt bakke op om”.
Aarhus HC er skabt med fællesskabet som sit DNA, og det kommer til udtryk både gennem samarbejdspartnere, netværksfællesskaber og arrangementer for frivillige. Vil du vide mere om fællesskabet i Aarhus HC, kan du læse med lige her.